Selvom jeg er taknemmelig, behøver jeg ikke nøjes

Det er i de her dage 4 år siden, at vi var igennem 1. forsøg i hele det her fertilitetsbehandling-hurlumhej. Det var forbundet med så meget ulykkelighed – og jeg gik konstant rundt med uretfærdighedsfølelser, selvhad og skam over, at jeg havde svært ved andres babylykke. Men det var sådan virkeligheden var. Vores virkelighed.

Det er en helt ny sorg der indfinder sig, når man brændende ønsker søskende til sine børn og ikke bare kan give dem det. Jeg oplever mindre forståelse udefra og rigtig mange “men så er det godt, at du/I har én” eller “måske I så bare skal nøjes.” Jeg vil ikke nøjes – vi vil ikke nøjes – så derfor tog vi turen fra Bornholm til Hellerup den 31. oktober 2018.

Jeg har ikke reageret så godt på behandlingen, som jeg gjorde første gang. Det har været meget frem og tilbage – og samtidig skal det ikke gå udover Noam, hvorfor vi i starten af året, valgte at holde en pause, da 2. forsøg endte i en biokemisk graviditet. Vi har kun ét forsøg tilbage – og det forsøg kan vi gemme i et helt år.

Jeg får stadigvæk mange spørgsmål omkring behandling – så jeg tænkte, at en spørgerunde kunne være en fin måde at komme omkring det på? I må stille spørgsmålene anonymt eller med navn. Helt som I har lyst til, og I må spørge om hvad som helst. Jeg skal nok sætte en grænse, hvis I kommer for tæt på. Jeg tænker at samle det hele i ét indlæg indenfor nærmeste fremtid, så alle kan få glæde af svarerne.

// Malene

3 comments / Add your comment below

  1. Stort kram til dig og din familie. ❤
    Jeg forstår fuldt ud dit ønske om at give din søn en bror eller søster, har selv haft frygten om ikke at kunne få børn da jeg er overvægtig, min kæreste er ryger og der desværre er en del kvinder i min familie der har haft brug for hjælp til at blive gravide, lægen sagde til mig at mine chancer var minimale men i dag sidder jeg med to dejlige børn.

    Må man spørger hvad det er der gør at i ikke kan få børn på naturligvis? Og hvad gør i hvis det sidste forsøg mislykkes?

    Kæmpe kram og 🤞 fra mig.

  2. Jeg har haft de samme tanker .sidder i dag med 3 børn. Men også 3mislykkede. Det tog 1års tid før den første var der. Nr 2 gik også fint.. hvert fald de første 7uger. Nr 3 sad der men med blødning tit og tæt. Nr 4 og 5 var slemme. En med piller for at få det døde foster afstødt og nr 5 holdt kun 8 uger. Var på vej til undersøgelse for hvordan det kunne være..jeg takkede selv nej. Turde ikke gå det igennem. Vidste jeg havde to. Nr 6 sad der og nu er slusen lukket! Før vi startede med produktion af baby havde vi andre muligheder oppe at vende. Jeg tror ikke jeg havde haft nerver til behandling for at få et barn. Så for os var det adoption eller barnløs. Jeg er taknemmelig for jeg har fået de børn jeg har, men nemt har det ikke været.
    Min mand er enebarn og har ikke kunne se pointen i søskende..(jeg pressede på, kommer fra en flok på 3 men med stor aldersforskel) men er han af en anden opfattelse..og kan se det som søskende kan give hinanden.

    Når jeg læser om dig tænker jeg…
    har du en plan for eller ønske om hvor mange søskende?
    Hvordan forløb graviditet 1.gang?
    Hvor mange søskende kommer i selv fra?

  3. Kæmpe kram.

    Jeg kan virkelig godt forstå at I ikke vil nøjes. ❤️
    Nu ved jeg ikke grunden til at I har svært ved at få børn, men har I overvejet sæddonor/ægdonor hvis det er der problemet ligger – eller at adoptere hvis jeres sidste forsøg ikke virker? ❤️

Skriv et svar